Præsentationsformer

Et redskab, der anvendes i starten af kurser eller grupper, hvor deltagerne hurtigt kommer i dialog med hinanden og hurtigt kommer til at kende hinanden.

Sådan gør du

  • Den projektansvarlige samler alle deltagerne i projektet. Du kan nu benytte dig af en eller flere af disse præsentationsøvelser.

Dobbeltinterview

  • Bed deltagerne om at gå sammen to og to.
  • Bed deltagerne interviewe hinanden - de bestemmer selv, hvad de vil spørge hinanden om.
  • Lad deltagerne præsentere hinanden for hele forsamlingen. 

Vælg et dyr

  • Bed deltagerne om at vælge et dyr og lad dem præsentere sig gennem dette dyrs egenskaber og væremåde.
  • Lad deltagerne fortælle ud fra følgende spørgsmål:
  • Hvorfor synes jeg, at netop det dyr passer på mig?
  • Hvilke egenskaber ved dyret passer på mig?

 Find en ting på stedet

  • Bed hver deltager om at finde en ting på stedet.
  • Bed deltageren om at finde karaktertræk ved tingen.
  • Lad herefter deltageren fortælle om sig selv ud fra denne tings karaktertræk.

Ved denne præsentationsform oplever man, at deltagerne får fortalt mange ting om sig selv, som de aldrig ville have fortalt under en normal ¨bordet rundt¨ præsentation.

Tegn dit personlige skjold

  • Udlever et stort ark papir til hver deltager.
  • Bed deltagerne dele papiret op i et skjold med fire lige store felter.
  • Felterne kan indeholde emner som: Min familie, mine interesser, min uddannelse, mine fremtidsdrømme e.l.
  • Bed deltagerne om via tegninger (ingen ord) at beskrive sig selv.
  • Deltagerne skal efterfølgende ud fra tegningerne præsentere sig selv.

En sjov variant er at få en anden deltager til at præsentere en person ud fra det indtryk, vedkommende får af tegningen. Den, som bliver præsenteret, må gerne uddybe.

 Gruppepræsentation

  • Del deltagerne op i grupper.
  • Bed deltagerne om i et par minutter at skrive ned hver for sig, hvad de skal vide om en person - eksempelvis at føle tillid til ham/hende.
  • Deltagerne skal nu præsentere sig for hinanden.
  • Deltagerne skal efter hver præsentation have mulighed for at stille uddybende spørgsmål til den, der præsenterede sig, så de får svar på de spørgsmål, de indledningsvis skrev ned.

 Enkel præsentation

  • Bed deltagerne om at sidde rundt om et bord og fortælle deres alder, interesser, uddannelse, skostørrelse og forventninger til kurset eller gruppen.

Enkel og gruppepræsentation

  • Tag en bold eller appelsin og kast den til en af deltagerne. Vedkommende skal gribe den og sige sit navn, område og land.
  • Derefter kaster deltageren bolden videre til en anden deltager, som også siger sit navn, område og land.
  • 2. gang en deltager modtager bolden, skal han/hun sige noget andet om sig selv. Det kan være en hobby, en interesse eller noget personen har gjort.
  • 3. gang deltageren modtager bolden skal vedkommende sige noget om sig selv, som overrasker de andre. Det kan være, at han/hun er dykker, fluefisker, ekspert i computerspil eller andet.
  • Når en person har kastet bolden 3. gang, sætter vedkommende sig ned, så de andre kan se, at denne er ude af legen.