Hammerstafet

En aktivitet fyldt med energi og kommunikation og som fordrer samarbejde.

Sådan gør du

  • Placér deltagerne gruppevis på række umiddelbart bag tømmeret med deres forskellige ”sømfarve”.
  • Fortæl deltagerne, at der er x-antal sorte murerspande vendt med bunden opad, hvor der dels er placeret forskellige hamre, farvede søm og ”ingenting”.
  • Opgaven går ud på at finde sit søm (den rigtige farve) og dernæst få det hamret ned i tømmeret.
  • Den gruppe der først får sømmet hamret i bund, vinder.
  • Grupperne skal starte med at finde deres søm (den rigtige farve) under en af spandene.
  • Giv deltagerne 2 minutter til at overveje, hvordan de vil løse opgaven, inden du sætter øvelsen i gang.
  • Start øvelsen med at sende de første deltagere fra grupperne ud, som herefter løber hen og vender en spand – er der ikke det rigtige farve søm, sættes spanden blot på plads igen, og de går/løber hurtigt tilbage til deres gruppe for at sende den næste deltager af sted.
  • Sådan fortsætter hver gruppe, indtil de har fundet det rigtige søm, som herefter placeres på 4x4 tømmeret. Næste deltager sendes af sted for at finde en hammer til at slå sømmet i.
    Finder deltageren ikke en hammer under spanden som løftes, må han tilbage med uforrettet sag.
  • Finder deltageren en hammer, skal han nu forsøge at slå sømmet i tømmeret – man må kun slå et slag med hammeren (uanset om man rammer sømmet eller ej) – efter dette ene slag med hammeren, skal deltageren igen lægge hammeren under spanden, inden næste deltager sendes af sted på jagt efter en hammer.
  • Det er tilladt at samtale og samarbejde i gruppen.
  • Den gruppe, som først slår sømmet i bund i tømmeret, er vinderen.